Jesper Olsen kunne den 29. april fejre 65-års fødselsdag, og mandag den 30. april havde han sidste arbejdsdag i tømrerfirmaet
Egon Olsen & Søn A/S på Langager i Solrød.

– Jeg glæder mig til ikke længere at være afhængig af en kalender og få mere tid til familien. Jeg nørkler med en app og regner med, at vi skal ud og rejse lidt mere. Jeg har da også en drøm om, at jeg kan få tid til en fisketur eller to. Det er alt for længe siden, siger Jesper Olsen, der har været en del af tømrerfirmaet Egon Olsen & Søn i mere end 30 år, og fortsætter:

– Jeg har ikke de store planer, men det er helt sikkert, at det er den rigtige beslutning. Man skal mærke efter og huske at stoppe i tide.

Tømrerfirmaet er grundlagt af Jespers farfar, Sigvald Olsen, i 1923. Da Jespers far, Egon Olsen, også fattede interesse for “tømreriet” og kom ind i firmaet, skiftede det navn til Sigvald Olsen & Søn. I begyndelsen af 1970’erne tog sønnen, Egon Olsen, over, og han overlod i 1985 rorpinden til Jesper Olsen.

Det var ellers ikke med i Jespers plan, at han skulle slå søm i som far og farfar, han ville hellere skrue på biler. Han havde dog også en plan om, at han ville være selvstændig, og den holdt. Han gik i lære som mekaniker, men han kunne ikke tåle olien, så efter endt uddannelse som mekaniker fortsatte han uddannelsen som tømrer og snedker hos far.

Godt brand

Jesper besluttede, da han overtog firmaet i 1985, at det skulle være slut med at skifte navn. Navnet Egon Olsen & Søn var et godt brand for tømrervirksomheden, så det hedder den også den dag i dag, hvor firmaet på Langager i Solrød er vokset markant og nu er på vej mod 100 medarbejdere og har vundet mange priser.

– Det gav ikke mening at bruge penge på nyt logo, skilte, tøj og så videre. Og vi har også mange gange hørt udtrykket “Skide godt, Egon” om det arbejde, som vi har udført hos kunderne. Det giver et smil på læben, både hos kunden og hos os, fortæller Jesper, der da også har temaet til Olsen Banden-filmene som ringetone på mobilen.

Slut med bajere

– Jeg gik uhyggeligt meget op i, at vi var ens klædt på, og at bilerne var pæne. Det har fulgt mig siden. Jeg kommer fra en tid, hvor håndværkere havde et dårligt ry. De drak, og de svinede. Det var i hvert fald det ry, som de havde. Jeg gik stærkt op i, at det omdømme skulle der ændres på. Jeg sagde til medarbejderne: Prøv at tænke på, hvis der kører sådan en håndværkerbil ind i indkørslen. Når så håndværkerne lukker døren op, så rasler der grønne flasker ud, hvad ville I egentlig tænke, hvis det var jer, der var kunde. Vi går også med nogle maskiner, hvor man kan komme noget så frygteligt til skade. Vi har ændret den holdning, og det med at de svinede, det er lavet om til, at kunderne ringer og siger, om vi ikke har været der, for de kan simpelthen ikke se det, da der er ryddet pænt op. Det betyder meget for mig. Hvis man vil have kunder på den lange bane, så skal kunderne have tillid til, at det er godt håndværk, at der bliver talt pænt og ryddet op, forklarer han, som glæder sig over det store lokalkendskab, og at han har haft kunder i flere generationer.

Det rigtige valg

Lige fra Jesper overtog firmaet, var han med i marken, og efterhånden som firmaet voksede, blev der mere og mere kontorarbejde. Foruden kundekontakt og tilbudsgivning så var det også en tid med meget konkurrence. I 2007 var firmaet, der på det tidspunkt havde cirka 20 medarbejdere, ved at blive for meget for Jesper, der var kørt sur i de mange opgaver. Jesper Olsen talte med Jesper Jensen, der har VVS-firma i Hedehusene, om planerne om at drosle ned. De to firmaer samarbejdede ved mange forsikringsopgaver. Det endte med, at Jesper Jensen og den nuværende adm. direktør, Michael Hoff-Møller, købte Jesper Olsen ud, men at Jesper skulle fortsætte i firmaet og udelukkende arbejde som beregner.

– Da jeg solgte, der var jeg kørt træt i at have mennesker ansat. Jeg har ikke bestilt andet end at være selvstændig erhvervsdrivende. Så talte jeg med Jesper Jensen, som hjalp mig videre, og så kom jeg til at lave noget, som jeg var glad for. Det er at regne tilbud og snakke med kunderne. De seneste år har det udelukkende været at regne tilbud, men ansættelser og sure svende kunne jeg sagtens være foruden. Det har været et lille familieforetagende. Nu efter at Michael (Hoff-Møller red.) er kommet til, så er det blevet stort, og det synes jeg også er en spændende udvikling, fortæller han.

Jesper Olsen har solgt firmaet, men han ejer fortsat bygningerne og grunden på Langager 2, som Egon Olsen & Søn A/S lejer sig ind på. Firmaet har forkøbsret i forbindelse med et eventuelt salg.

– Jeg vil fortsat fra tid til anden have min gang her på Langager, så længe jeg ejer det. Hvis der er spidsbelastninger, så vil jeg selvfølgelig gerne give en hånd med, men ellers er det slut. Jeg har ikke selv nogen, som kan overtage firmaet. Mine to børn har andre interesser, og det har derfor ikke været en mulighed, at de skulle overtage, siger Jesper Olsen.

Han understreger, at det har været en fantastisk rejse, at han aldrig har fortrudt beslutningen om at sælge, og Jesper Olsen er glad for, at firmaet kører videre og er i fortsat fremdrift.

Sydkysten – 29. april 2018 kl. 12:41
Af Helle Midskov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk