Med prisen som Årets Tømrer 2014 har Egon Olsen & Søn slået deres slogan ’Skidegodt Håndværk!’ fast med syvtommer søm. 119 kundeanmeldelser danner sammen med fagjuryens bedømmelse grundlag for kåringen som Årets Tømrer 2014 ved awardshowet Årets Håndværker.

Ud af højtalerne lød Bent Fabricious Bjerres velkendte toner, mens adm. direktør Michael Hoff-Møller i et par sekunder blev siddende på sin stol og tog øjeblikkets klapsalver til sig. Med sin ledelse bag sig gik de 3 stolte mænd mod scenen for at modtage prisen og takke deres ansatte, kunder og samarbejdspartnere for den flotte indsats.

”Denne statuette er alles fortjeneste, for en god kundeoplevelse er en proces, der begynder med tilbudsgivning og skal fastholdes frem til opgavens afslutning, og alle led skaber slutproduktet. Vi er rigtig stolte af, at vi har 33 svende og 12 lærlinge med en fælles holdning til kvalitet. Vi oplever en form for selvjustits, og det er flot, at vi får så høje karakterer med så mange ansatte. Hvis man tænker Anmeld din håndværker ind i sin forretningsstrategi, så minimerer man fejl og mangler,” fortæller Michael Hoff-Møller.

Smiley-ordning er målrettet markedsføring

Statuetten er en sejr for hele firmaet, der har arbejdet meget målbevidst med smiley-ordningen blandt andet ved at uddele postkort og interne påmindelser om vigtigheden af kundernes feedback. Også blandt diverse samarbejdspartnere har ordningen givet pote og et skulderklap til et firma, som branchen ikke kan komme udenom.

”Jeg nød personligt øjeblikket i går, da de sagde vores navn, og jeg var glad for, at prisen blandt andet blev overrakt af Michael H. Nielsen, direktør for Dansk Byggeri. Vi har gensidig respekt for hinandens arbejde, og jeg mærkede et oprigtig håndtryk med varme bag. I virksomheden vil vi fejre vores sejr med en grilldag efter påske,” fortæller han.

Egon Olsen og Søn A/S er beliggende i Solrød og vandt prisen som Årets Tømrer 2014.

Om Egon Olsen & Søn A/S

Virksomheden er grundlagt i 1923 og har i dag 60 medarbejdere (45 i marken og 15 på kontor). Firmaets primære arbejdsområde er forsikringssager på det meste af Sjælland. Herefter boligselskaber og opgaver for private. I 2013 blev virksomheden præmieret som Danmarks bedste, private arbejdsplads af 3F samt kåret til supergazelle med tre tidligere statuetter i rygsækken.

Årets tømrer 2014